Endnu et år er gået. 2011 er med hastige skridt fløjet af sted… Jeg vil selv vove og påstå, at jeg ikke har lavet ingenting! Jeg har tilbragt en uge i Østrig på ski, lavet gymnastikopvisninger, jeg har været i København, mødt en masse nye mennesker, sluttet på efterskole – og startet igen.
Jeg husker januar måned, som var det ”et år siden.” 18 timer i bus, 1 uge på ski, 18 timer i bus. Men til trods for de i alt 36 timer i bus, så var det en af de fedeste oplevelser! Foruden at falde på de skide ski og brække begge ben, så var det også her, fællesskabet blev styrket en ekstra gang. Ikke bare på løjperne, men især også når vi om aftenen sad sammen og sang og hyggede os.
Men inden vi så os om, var Østrig, januar, februar og al sneen væk. Lige så stille nærmede marts sig – og alle gymnastikopvisningerne. Jeg taler vist for hele årgang 10/11, når jeg siger, at det var med sommerfugle i maven, at vi skulle lave ”den første rigtige” opvisning. Lige så stille kørte marts måned for fuld drøn med flere opvisninger hver weekend! Rutinen begyndte at komme, og vi begyndte at kunne klare nogle hektiske situationer – med et smil på læben. Når vi så til sidst alle sammen stod på gulvet, havde lavet en fed opvisning, givet ikke mindst publikum en oplevelse – men også vores gymnastiklærere, så rejste hårene sig hele vejen op ad armen, når vi alle stod og sang LIVSTRÆET. Det var som om, vi kunne klare hele verden, når bare vi havde hinanden. Lige så stille var kapitlet med gymnastikopvisninger også overstået, og de sidste 3 måneder forsvandt så hurtigt, som at knipse med fingrene.
I april, nærmere Påsken, drog vi alle en tur til KBH! Jeg vil gerne vove og påstå, at det er noget en typisk efterskoleelev i Vestjylland ser frem til, når det eneste, man til hverdag ser, er en ko på en mark! Det var i hvert fald noget, jeg så frem til. En tur på Bakken, Strøget og i det hele taget bare at være i Danmarks hovedstad var en oplevelse i sig selv! Vi var af sted i 3 dage, og boede i DGI-byen, som ligger i hjertet af København. Her sov vi på et halgulv, og hver morgen skulle vi pakke vores sovepose og liggeunderlag sammen, for derfor om aftenen at pakke det ud igen. Trods det var det hyggeligt om aftenen, når man kunne høre andre have det godt og hygge sig og vidste, at man ikke var alene.
Men så hurtigt som alt andet, så var april også lige pludselig væk. Jeg kan ikke fortælle dig, hvad jeg brugte resten af måneden på, fordi det bare gik så stærkt!
Juni stod for dørene. Det samme gjorde prøverne og slutningen på skoleåret. Jeg vil selv sige, at dén måned var et af de største øjeblikke i skoleåret 10/11. Solen skinnede, vi var sammen hele tiden, folk var glade, vejret var varmt og vi nød hinanden den sidste tid. Den sidste uge gik med afslutningstur og årsrengøring på værelserne. I øjeblikket, hvor døren til RØDHALSEN blev låst, gik det op for en, at det var ved at være slut. Den 29. juni, holdt vi afslutningsfest, og foran bålet fik vi årets sang – This is my life. Mikael fik den store ære, at holde båltalen. Kort fortalt – så skulle vi gå efter lyset. Den 30. juni sluttede det hele. ”7 menneskeår” sluttede efter 10 måneder på efterskole. Det var sådan en mærkelig følelse, jeg havde i kroppen. Altså som om at vi bare tog hjem på ferie. Efter ferien ville vi alle sammen komme op på skolen igen, og så ville alt være, som det plejede. Men da Kjeld holdt sin afslutningstale, og vi skulle sige farvel til hinanden, begyndte tårerne at presse sig ”en lille smule” på. Det var slut. Hårene rejser sig stadig, når jeg hører This is my life og samtidig sender nogle tanker til skoleåret 10/11.
Jeg var så heldig at få skoleår nummer 2 på Dejbjerglund Efterskole igen. Vi er allerede halvvejs. Hvis ikke det er gået hurtigere end sidste år – så går det hurtigere! Jeg synes begge efterskoleår har givet mig så meget med på vejen. Ikke bare fantastiske personer, men også at jeg har udviklet mig – både fysisk og psykisk. Dejbjerglund kan varmt anbefales!
Til sommer flytter jeg så hjem igen. Jeg kan ikke helt bestemme mig for, om jeg er klar til at komme videre, eller jeg ikke er. Men i hvert fald skal jeg starte på HHX i Skjern. Så må tiden jo vise, hvordan det kommer til at gå. Til efteråret fylder jeg 17 år, og rejser til USA på en gymnastik-tur med Dejbjerglund Efterskole, Gl. Elevhold. Der er jo en del at se frem til. Jeg glæder mig også. Tanken om ikke at bo sammen med sine bedste venner hver dag, synes jeg bare er lidt skræmmende.
Gad vide, hvad fremtiden bringer mig?
Der er så meget, der kan trykke,
gøre dagen trist og grå.
Se de folk, der uden lykke
bare går og går i stå.
Lad dem lege i livstræets krone,
lad dem føle, at livet er stort,
lad dem skue de blå horisonter
og himmelhvælvingens port.
GUD BEVARE DEJBJERGLUND.